Fullscreen_img_4312
KØS

Hele Danmarks
museum for kunst
i det offentlige rum

Tilmeld dig nyhedsbrevet


/

KØS
Nørregade 29
4600 Køge
56 67 60 20
info@koes.dk

Tirsdag–Søndag 11-17
Mandag lukket
40 min fra
København H

Seminar: Situating Art-in-Architecture

Seminar i København den 9. februar 2023 kl. 9.30-17.00

Situating Art-in-Architecture 1

Hvad kendetegner kunst-i-arkitektur som stedsspecifik praksis? Hvordan kan kunst integreres i byggeprocesser og transformationer af det byggede miljø? Hvilke samspil skaber kunst-i-arkitektur mellem kunst, arkitektur og landskab?

KØS og CAFx inviterer til heldags-seminar om stedsspecifikke tilgange til kunst-i-arkitektur. På seminaret deltager internationale eksperter i kunst og arkitektur, som med hver deres blik åbner op for, hvordan vi producerer og oplever kunst-i-arkitektur. Seminaret præsenterer nye metoder og tværfaglige perspektiver på feltet for at bidrage til en fornyet diskussion om samspillet mellem kunst og arkitektur.

Med generøs støtte fra Ny Carlsbergfondet leder postdoc Ditte Vilstrup Holm et forskningsprojekt om bygningsrelateret kunst på KØS, hvor centrale indsigter præsenteres på dette seminar.

I forbindelse med den offentlige kunsts udvikling til mere temporære, eksperimenterende og socialt engagerende former, er kunst-i-arkitektur blevet set som den lidt efterstræbende form, fordi bindingen til byggeriets processer og arkitekturens rum anses at begrænse kunstens muligheder. Med dette seminar ønsker KØS at udfordre forestillingen om en negativt begrænset praksis og samtidig inspirere til yderligere eksperimenter inden for kunst-i-arkitektur.

Seminaret har to centrale omdrejningspunkter. Ideen om det stedsspecifikke og nye samarbejdsformer i kunst-i-arkitektur. Det stedsspecifikke tænkes i dag mere som en proces end et fysisk sted, men hvilken betydning har det for vores tilgang til kunst-i-arkitektur? Kunst-i-arkitektur er en praksis skabt af procent-for-kunst som finansieringsform, hvor ca. en procent af byggesummen afsættes til kunst, men hvordan spiller finansieringsform og kunstnerisk praksis sammen i dag? Seminaret danner ramme for en tværfaglig diskussion om, hvordan kunstnere, kuratorer og andre aktører i feltet arbejder stedsspecifikt og således situerer kunst i relation til arkitektur. Samtidig lægger seminaret op til en diskussion af, hvordan vi teoretisk-refleksivt kan situere, dvs. bestemme og præcisere, nogle af de stedsspecifikke dimensioner, som kendetegner denne praksis.

På seminaret deltager Albena Yaneva, Professor i arkitekturteori ved University of Manchester; Mechtild Widrich, Professor i kunsthistorie, teori og kritik ved School of the Art Institute of Chicago; Lena From, Chef for Konstenheden ved Statens Konstråd i Sverige, og Svava Riesto & Bettina Lamm, begge Lektorer ved Sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning på Københavns Universitet.

Se programmet her

Målgruppe: Seminaret henvender sig til kunstnere, arkitekter, kuratorer, kunstkonsulenter, by-udviklere, forskere og studerende med interesse i samspillet mellem kunst og arkitektur.

Arrangør: Seminaret er udviklet og arrangeret af KØS museum for kunst i det offentlige rum på basis af en post.doc-bevilling fra Ny Carlsbergfondet.

Bemærk: Seminaret vil foregå på engelsk.

Hvor: Valencia, Vesterbrogade 32, København V

RSVP: 7. februar

Billet/pris (inklusiv frokost og forfriskninger): 350 kr. / 175 kr. for studerende

Køb billet her

Seminaret er støttet af Ny Carlsbergfondet og Dreyers Fond og afvikles i samarbejde med Copenhagen Architecture Festival (CAFx)

seminar logo

Foto: Julie Boserup, FACADE I, (original photo courtesy of MCNY), 2016