Fullscreen_img_4278
KØS

Hele Danmarks
museum for kunst
i det offentlige rum

Tilmeld dig nyhedsbrevet


/

KØS
Nørregade 29
4600 Køge
56 67 60 20
info@koes.dk

Tirsdag-søndag 11-17
Torsdag 11-21
Mandag lukket
40 min fra
København H

Hvad gør kunst på hospitaler?

9. september 2017 – 1. april 2018

Ane_Mette_Ruge_til_web_foto_Dorte_Krogh.jpg

Stat og regioner bygger og renoverer netop i disse år hospitaler for omkring 42 mia kroner. Forventningerne til de nye byggerier er høje både til teknologi og til at skabe humane og helende rum for patienten, og her spiller kunst en central rolle. Med udstillingen ”Hvad gør kunst på hospitaler?” sætter KØS fokus på, hvilken forskel kunst kan gøre på hospitalerne, hvor mangfoldigt den udfolder sig, hvilke forventninger der er til den, og hvilke oplevelser hospitalets brugere har med kunsten.

Nye danske kunstprojekter
Oplev de nyere danske kunstprojekter som Ane Mette Ruges Karyatider fra 2015 til Sygehus Sønderjylland. Her har lokale borgere stået model til de mandshøje, mangfoldige portrætter, der pryder hovedindgangens søjler og byder stedets brugere velkommen. Eller se Venedig Biennale aktuelle Kirstine Roepstorffs værk Gong fra 2015. Den enorme klokke i kulturhuset Dokk1 udsender en dyb, rungende gong, når den aktiveres af nybagte forældre på Aarhus Universitetshospital som en markering af, at en ny verdensborger har set dagens lys.

Fra meditativ togkupé til hospitalssoap
Tag plads i den hollandske kunstnerduo Yvonne Dröge Wendel og Lino Hellings 1:1 installation De Coupé – en ”togkupe” oprindeligt skabt til et plejehjem. Værket inviterer til en meditativ rejse langt væk fra en hverdag præget af sygdom og begrænsninger. Eller træd indenfor i en fuldt rekonstrueret dobbeltsengestue til Herlev Hospital farvesat af Poul Gernes – en pioner indenfor feltet.
Publikum kan også fordybe sig i et tv-drama af den hollandske kunstner Jeanne van Heeswijk skabt på Stavanger Universitetshospital i tæt samarbejde med personalet, der var castet til at spille hovedrollerne i den utraditionelle soap.

Ny forskning giver 600 patienter og pårørende stemme
Et banebrydende samarbejde mellem KØS og sociolog Anette Stenslund giver indblik i ny viden om brugernes oplevelser med kunsten. Omkring 600 danske patienter, pårørende og personale er blevet interviewet om deres oplevelse med kunstprojekter på fem danske hospitaler. Et dokumentarfilmhold er fulgt i undersøgelsens fodspor og har dokumenteret nogle af stemmerne, som kan ses på udstillingen.

KØS nuancerer debatten
I takt med at de nye supersygehusbyggerier er igangsat, er midler til kunsten i flere tilfælde blevet beskåret som følge af overskredne byggebudgetter. Debatten om hospitalssektoren og spørgsmålet om, hvor mange midler, der bør afsættes til kunst på hospitalerne, er højaktuelt og vedkommende, da vi jo alle sammen på et givent tidspunkt i vores liv kommer i berøring med hospitalsvæsenet.
Diskussionen reduceres jævnligt til spørgsmålet, om man vil bruge penge på kunst eller flere sengestuer. KØS kvalificerer debatten ved at producere ny viden om emnet og vil undervejs i udstillingsperioden søge at nuancere diskussionen ved at tage problematikken op i debatter og events: Hvilke hospitaler vil vi gerne have, og på hvilken måde kan kunsten medvirke til at nå dette mål? Hold øje med koes.dk for yderligere info.

Deltagende kunstnere:
Alexander Tovborg, Ane Mette Ruge, Ella Doran, Eva Koch, Henriette Borg, Jeanne van Heeswijk, Julian Opie, Julie Nord, Kirstine Roepstorff, Malene Landgreen, Poul Gernes, Randi & Katrine, Roger Hiorns, Ruth Campau, Simon Starling, Spencer Finch, SUPERFLEX, Søren Martinsen, Ultra Grøn, Ursula Andkjær Olsen, Yvonne Dröge Wendel og Lino Hellings.

Forsknings- og udstillingsprojektet er realiseret med primær støtte fra:
*Det Obelske Familiefond.

*Desuden er projektet støttet af:

Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Beckett-Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Statens Kunstfond samt Mondriaan Fonds.

For mere information
Kontakt direktør Ulrikke Neergaard • un@koes.dk • tlf. 30 60 06 67
For pressemateriale, kontakt PR-ansvarlig Camilla Gerhardt • cg@koes.dk • tlf. 56 67 60 30