Fullscreen_img_4312
KØS

Hele Danmarks
museum for kunst
i det offentlige rum

Tilmeld dig nyhedsbrevet


/

KØS
Nørregade 29
4600 Køge
56 67 60 20
info@koes.dk

Tirsdag–Søndag 11-17
Mandag lukket
40 min fra
København H
Det Obelske Familiefond
Støtter KØS’ kuratoriske strategi 2019 – 2021

To dage, tre scener, én festival,
h1. 200 unge tager ordet på Røst Festival

24. + 25. maj 2019 i Køge

R_st2018-Agency.idoart.dk-1883-2000.jpg

Hvad sker der, når unge går på talerstolen og taler om netop dét, der optager dem allermest? Når ordet er helt og aldeles frit. Magi? Betagelse? Provokation? Overraskelse? Oprør? Få svaret på Danmarks talerfestival – Røst Festival – når over 200 unge leverer rammende fortællinger, vilde visioner og stærke budskaber. Derudover kan du opleve forfatter Søren Ulrik Thomsen og filminstruktør Annika Berg, koncert med Barselona, brandtaler, performancekunst, højskolesang og meget mere. Festivalen er kulminationen på Røst Talerskole skabt af KØS Museum for kunst i det offentlige rum, Vallekilde Højskole og Ungdomsbureauet med støtte fra Nordea-fonden og med Zetland som mediesamarbejdspartner.

Den unge generation markerer sig stærkt i dag. De stimler sammen til klimamarch, diskuterer bølger af feminisme, taler frit om kropspositivisme og retten til at være sig selv.
På Røst Festival, som i år afholdes for tredje gang på KØS Museum for kunst i det offentlige rum, kan publikum få et kig ind i de unges liv og tanker – om alt fra klimaangst over fodboldfanatisme til holdninger om gymnasiet som uddannelsessystemets betændte led. Stærke taler, der vil lejre sig i publikum som et unikt indblik i en generation, der står overfor udfordringer, som vi kun kan løse i fællesskab.

Alle stemmer tæller
En af dem, der holdt tale på Røst Festival 2018, er Sara Refsbech, tidligere elev på Grundtvigs Højskole. Sara Refsbech oplevede, hvad det kan give at tage ordet: Det at have holdt tale på Røst har givet mig en større tro på mig selv, gjort mig mere modig og ikke mindst givet mig blod på tanden. Sjældent har jeg oplevet så god en stemning omkring det at holde taler, og at der nu er skabt en decideret talerfestival, er på alle måder vigtigt i kampen for at give unge modet til at tage ordet og dele det, de har på hjerte – en evne, der kan bruges gennem hele livet i alle mulige slags sammenhænge.

Højskolesang, kunst og samtaler om det talte ord
Røst Festival hylder det talte ord og udover de begavede unge stemmer, kan publikum derfor på festivalen opleve et program med krasse og pirrende brandtaler af dokumentarist og forfatter Nagieb Khaja og kunstner Esben Weile Kjær, samtaler mellem nogle af samtidens mest fremtrædende stemmer såsom kunstkomet Maja Malou Lyse overfor forfatter og journalist Anders Haahr Rasmussen og forfatter Søren Ulrik Thomsen overfor den prisvindende filminstruktør Annika Berg.
Traditionen tro byder Røst Festival også på retorisk nørderi, højskolesang, et stærkt performanceprogram med navne som Biering / Chemnitz og Nana Francisca Schottländer og koncerter, der både rammer frontallapperne og danseskoene med det fremadstormende band Barselona og den fortælleglade sangerinde Annika Aakjær.

Unge styrkes i at engagere sig i den offentlige samtale
Røst Talerskole og Talerfestival arbejder for at give unge oplevelsen af, at deres stemme og erfaringer har betydning i den offentlige samtale. I arbejdet med at skrive og holde taler bliver de unge styrket i troen på, at man godt kan have gennemslagskraft i offentligheden som 20-årig, og at man ikke behøver at råbe for at blive hørt. Og det er vigtigt i et samfund, hvor det indimellem er dem, der råber højest eller skriver de hårdeste ord på nettet, der får mest opmærksomhed.
Røst har med talerfestivalen formået at skabe en ø i vores fælles offentlighed, hvor der er plads til at lytte, blive klogere og måske endda ændre sin holdning. Den offentlige samtale stopper, så snart den ene kalder den anden kraftidiot. Der er brug for en platform som Røst, der lærer os at lade hinanden tale ud og gøre os umage med at lytte med et åbent sind, siger Lea Korsgaard, som var en af brandtalerne på sidste års Røst Festival. Lea Korsgaard er chefredaktør på Zetland, som Røst Festival har indgået et mediesamarbejde med i år.

Røst på Roskilde Festival
Røst deltager i år desuden som change partner på Roskilde Festival med Røst-samlinger med unge talere, performances og en crowdfundet Roskilde Festival-tale afholdt på Arena. Hold øje med røst.dk for mere info.

Røst Festival finder sted 24. – 25. maj 2019 på KØS Museum for kunst i det offentlige rum, Nørregade 29, 4600 Køge.
Det er gratis at deltage i Røst Festival. Se det fulde festivalprogram på røst.dk

Fakta om Røst:

• Røst er initieret af KØS Museum for kunst i det offentlige rum i samarbejde med Vallekilde Højskole, Ungdomsbureauet og deltagende højskoler fra hele landet.
• Røst Festival er kulminationen på Røst Talerskole, hvor over 200 højskoleelever med afsæt i retorikkens 2000 år lange tradition er blevet trænet i at holde tale.
• De deltagende højskoler i 2019 er: Egmont Højskolen, Brandbjerg Højskole, Grundtvigs Højskole, Hadsten Højskole, Nørgaards Højskole, Roskilde Festival Højskole, Rønde Højskole, Silkeborg Højskole, Uldum Højskole, Vallekilde Højskole, Vejle Idrætshøjskole og Vrå Højskole.
• Desuden taler af DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom og Køge Gymnasium.
• Udover højskoleforløbene og talerfestivalen rummer projektet sitet røst.dk, som dykker ned i retorikken med alt fra gode råd om manuskriptteknikker til et talearkiv.
• Røst er støttet af Nordea-fonden.

For mere information
Kontakt projektleder for Røst, Lene Renner, • lr@koes.dk • tlf. 26 36 85 27
For pressemateriale, kontakt PR-ansvarlig Camilla Gerhardt • cg@koes.dk • tlf. 24 46 47 77