Fullscreen_img_4312
KØS

Hele Danmarks
museum for kunst
i det offentlige rum

Tilmeld dig nyhedsbrevet


/

KØS
Nørregade 29
4600 Køge
56 67 60 20
info@koes.dk

Tirsdag–Søndag 11-17
Mandag lukket
40 min fra
København H
Det Obelske Familiefond
Støtter KØS’ kuratoriske strategi 2019 – 2021

Seminar om mindesmærker i dag

Fredag 23. januar 2015 kl. 10-18

Michael_Arad__Study_model_of_Hudson_River_Voids___2002__credit_Michael_Arad.jpg

I forlængelse af udstillingen Magt Minder Mennesker – Mindesmærker i dag afholdte KØS et internationalt seminar om mindesmærker fredag d. 23. januar 2015. Her præsenteredes oplæg af en række førende aktører inden for genren.

Talere:
Michael Arad, arkitekt og partner i Handel Architects, arkitekten bag 9/11 Memorial, Ground Zero, New York
James E. Young, universitetsprofessor og direktør for Institut for Holocaust, Folkedrab og Erindring ved University of Massachusetts Amherst
Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi ved Aalborg Universitet og studieleder for Masteruddannelsen i Humanistisk Palliation
Mattias Ekman, ph.d. i arkitekturteori og erindringsstudier fra Arkitektur- og designhøgskolen i Oslo
Inge Adriansen, ph.d. i nordisk folkemindevidenskab, museumsinspektør og souschef på Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot
Mette Haakonsen, cand. mag. i kunsthistorie og co-kurator på udstillingen Magt Minder Mennesker – Mindesmærker i dag
Lene Bøgh Rønberg, ph.d. i kunsthistorie og museumsinspektør på KØS Museum for kunst i det offentlige rum

Moderator: Martin Krasnik

Mindesmærker – en genre i udvikling
Mindesmærker er en vigtig traditionel genre i det offentlige rum, der vidner om betydningsfulde begivenheder og personer. I disse år oplever genren en fornyet interesse, idet der opføres nye og banebrydende monumenter, som afspejler aktuelle samfundsmæssige, kunstneriske og sociale tendenser. Flere forskere taler ligefrem om et monument-boom eller en mindesmærke-mani, hvilket vidner om et kolossalt behov for at bearbejde individuel såvel som kollektiv sorg. Denne udvikling har medført en ny måde at forholde sig til mindesmærker på, der udfordrer genrens konventioner. Nye kunstneriske udtryk og strategier tages i brug, hvilket er med til at forny mindesmærkerne og sætte dem på den kunstneriske dagsorden, både nationalt og internationalt. Mindesmærker i dag er således ikke alene historiske pejlemærker, de trækker også nye æstetiske spor, der interagerer med samtidskunsten og peger frem i tiden.

Med seminaret Mindesmærker i dag – mellem kollektiv tabshistorie og nye kunstneriske strategier rettede KØS fokus på, hvordan en klassisk genre i det offentlige rum reaktualiseres i et samspil med den omgivende kultur. Hvordan bruger vi mindesmærkerne i dag og hvilke værdier tillægger vi dem?

Med nogle af tidens vigtigste nye mindesmærker i centrum tog seminaret udgangspunkt i to hovedstrømninger inden for mindekultur i dag: tab og traume og nye repræsentationer. Omdiskuterede værker som 9/11 Memorial på Ground Zero i New York, tegnet af arkitekt Michael Arad, Mindesmærke for Europas dræbte jøder i Berlin, tegnet af arkitekt Peter Eisenman, samt Monument over Danmarks internationale indsats efter 1948 af billedkunstner Finn Reinbothe er eksempler på mindesmærker, der er sat over tab og traumer inden for de seneste ti år. Nye repræsentationer tæller midlertidige spontant opståede mindesmærker og monumenter for nye udvalgte grupper af minoriteter, der traditionelt er blevet overset i genren.

Seminaret tog afsæt i det omfattende forskningsprojekt Magt Minder Mennesker – Mindesmærker i dag, der satte fokus på de nyeste og vigtigste retninger inden for genren. Som en del af projektet indgik KØS’ internationale udstilling af samme navn, der blev vist frem til 22. februar 2015 på KØS Museum for kunst i det offentlige rum.

Program

10.00 – 10.30 Registrering og kaffe

10.30 – 10.45 Velkomst ved Christine Buhl Andersen, direktør for KØS Museum for kunst i det offentlige rum.

MODUL 1: TAB OG TRAUME

Fokus: Monument over Danmarks internationale indsats efter 1948, Kastellet

10.45 – 11.00 Lene Bøgh Rønberg, ph.d. i kunsthistorie og museumsinspektør på KØS Museum for kunst i det offentlige rum
Om det kuratoriske valg af Monument over Danmarks internationale indsats efter 1948 til udstillingen ’Magt Minder Mennesker – Mindesmærker i dag’ på KØS Museum for kunst i det offentlige rum.

11.00 – 11.15 Screening af film med refleksion om opførelsen af Monument over Danmarks internationale indsats efter 1948 medvirkende billedkunstner Finn Reinbothe og tidligere forsvarschef Jesper Helsø.

11.15 – 11.45 Mattias Ekman, ph.d. i arkitekturteori og erindringsstudier
Om mindesmærkers betydning for den kollektive erindring med udgangspunkt i Ekmans artikel ’Husk! Den rumlige tilrettelæggelse af erindringen i Monumentet for Danmarks internationale indsats efter 1948’.

11.45 – 12.00 Spørgsmål

12.00 – 12.15 Pause

Fokus: 9/11 Memorial, Ground Zero, New York

12.15 – 12.45 Michael Arad, arkitekt og partner i Handel Architects, arkitekten bag 9/11 Memorial, Ground Zero, New York
Om de æstetiske, menneskelige og lokalpolitiske overvejelser og refleksioner i forbindelse med opførslen af 9/11 Memorial.

12.45 – 13.00 Spørgsmål og debat

13.00 – 14.00 Frokost

MODUL 2: NYE REPRÆSENTATIONER

Fokus: Mindesmærker i dag – en genre i udvikling

14.00 – 14.30 Mette Haakonsen, cand. mag. i kunsthistorie og co-kurator på udstillingen Magt Minder Mennesker – Mindesmærker i dag
Om mindesmærkers status i dag, og hvor genren er på vej hen.

14.30 – 15.00 James E. Young, universitetsprofessor og direktør for Institut for
Holocaust, Folkedrab og Erindring ved University of Massachusetts Amherst
Om en ny type mindesmærker med udgangspunkt i Youngs artikel ’Mindesmærkets bue: Mellem Berlins Denkmal og New Yorks 9/11 Memorial’.

15.00 – 15.15 Spørgsmål og debat

15.15 – 15.45 Kaffepause

Fokus: Fra det klassiske monument til nye udvalgte

15.45 – 16.05 Inge Adriansen, ph.d. i nordisk folkemindevidenskab, museumsinspektør på Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot
Om det klassiske danske monument og hvad der er blevet fundet værdigt og ikke værdigt til at blive mindet.

16.05 – 16.25 Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi ved Aalborg Universitet og studieleder for Masteruddannelsen i Humanistisk Palliation
Om nye måder at mindes på med udgangspunkt i fremkomsten af nye midlertidige og spontant opståede mindesmærker.

16.25 – 16.45 Lene Bøgh Rønberg, ph.d. i kunsthistorie og museumsinspektør på KØS Museum for kunst i det offentlige rum
Om nye mindesmærker, der hædrer befolkningsgrupper, som hidtil har været udgrænset fra mindesmærkegenren.

16.45 – 17.00 Opsamlende spørgsmål og debat

17.00 – 18.00 Reception med vin og snacks

Dato: Fredag 23. januar 2015

Adresse:
Kosmopol Konference Center
Fiolstræde 44
1171 København K

Registrering: Køb din billet her

Deltagergebyr: 350 DKK

Arrangør: KØS Museum for kunst i det offentlige rum