HUMMINGS: En udstilling i Køges byrum og landskaber
Føler sten sorg? Summer de?
Det gjorde de i KØS’ store internationale udstilling, Hummings, som fra 14. aug – 26. sep 2021 foldede sig ud i Køges byrum og landskaber.
Hummings var pilotudgaven af en omfattende international udstilling for kunst i det offentlige rum i Danmark. Den tilbagevendende udstilling, der er skabt på initiativ af KØS i samarbejde med Køge Kommune, vil fungere som en ambitiøs eksperimenterende platform for nyskabende kunst i offentlige rum.
Fiktion og poesi overtog Køges byrum, da Hummings præsenterede 17 kunstprojekter af danske og udenlandske kunstnere, forfattere og tænkere. Udstillingen rummede oplæsninger, vandringer, workshops, performances, arkitektoniske og skulpturelle interventioner, såvel som video- og lydværker og installationer af førende navne inden for kunst i offentlige rum.
De deltagende kunstnere var: Jonathas de Andrade, Kerstin Bergendal, Rune Bosse, Ayşe Erkmen, Asunción Molinos Gordo, Lawrence Abu Hamdan, Lea Guldditte Hestelund, Jakob Jakobsen, Maider López, Jumana Manna, Olga Ravn, Karin Sander, Christoph Schäfer, SUPERFLEX, Hale Tenger og Héctor Zamora.
Ordet ‘humming’ dækker over en bred vifte af fænomener: fra den summende støj, frembragt af maskiner og lyden af gasser, der siver op gennem jordens tektoniske lag, til kadetfiskehannens brummende parringskald på havbunden eller de utydelige lyde i det førsproglige. Udstillingen Hummings giver os mulighed for at forestille os et nyt sprog, der forbinder på tværs af arter og det menneskelige og ikke-menneskelige.
Hummings handlede om det polyfone og hybride og fungerede som et metaforisk værktøj til at undersøge mulighederne for at give stemme til det usynlige, tavse, undertrykte og sårbare. Udstillingen var en opfordring til at rette opmærksomheden mod alt det, der foregår upåagtet lige foran os, og det, der endnu ikke er defineret, færdigformet eller aflæseligt.
Gennem de forskellige værker, der bl.a. var inspireret af den nyeste forskning inden for mikrobiologi og antropologi såvel som samfundsvidenskaberne og miljøforskningen, skaber udstillingen et rum, hvor fiktion og virkelighed, kultur og natur, videnskab og tro mødes, smelter sammen eller ophæves. I stedet for at læne sig op ad en vidensproduktion præget af modsætninger, indbød udstillingen til, at vi gør os modtagelige for en ny sammenfletning af mange mulige verdener og tider.
Endelig fungerede Hummings som en kommentar til kunst i offentlige rum som genre i et forsøg på at forbinde dens historie med fremtidige udtryk.
Geografisk var Hummings centreret omkring Køge Bugt: Søndre Havn og Strand, Køge Marina og Tangmoseskoven, der er plantet ovenpå et affaldsdepot. Endelig blev torvet, åbredderne og boligområdet Ellemarken også inddraget. Se kort over udstillingen her. og download udstillingsguiden her.
Nyt initiativ fra KØS
Hummings var den første i en række af genkommende udstillinger i Køges byrum og landskaber. Et initiativ, der realiseres i samarbejde mellem KØS og Køge Kommune. Målet med dette initiativ er at skabe oplevelser af høj kunstnerisk kvalitet på internationalt niveau og at gøre Køge til en international destination for kunst i offentlige rum. Initiativet er centralt for KØS’ strategi i disse år, hvor vi tager vores rolle som vidensinstitution for kunst i offentlige rum på os og ønsker at skubbe til forståelsen og udviklingen af feltet, nationalt såvel som internationalt. Det sker blandt andet ved at udfordre traditionelle udstillingsformater og give uventede bud på, hvordan kunst i offentlige rum kan gnave sig ind i samfundets aktuelle problemstillinger.
Hummings var samkurateret af KØS’ kurator Fulya Erdemci og direktør Ulrikke Neergaard.
Hør SUPERFLEX, Jakob Jakobsen, Kerstin Bergendal, Maider López, Lea Guldditte Hestelund, Rune Bosse og Christoph Schäfer fortælle om deres værker i videoerne nedenfor:
Udstillingen blev realiseret i samarbejde med og med støtte fra:
Køge Kommune og Bydelsforeningen Søndre Havn
Følgende fonde støttede udstillingen:
Støtter KØS kuratoriske strategi 2019-2021
Sponsorater fra:
GARANT CYKLER
Foto: Karin Sander: People on Stone Plinths, 1987/2021, Køge Torv, Danmark
Fotograf: Christian Calmar, bifrostproductions.dk
Videoer: KØS og Eser Erzurum