THE PUBLIC MOMENT

JEREMY DELLER, CYPRIEN GAILLARD, ALFREDO JAAR

13. oktober – 27. november 2022

Cyprien Gaillard: Real Remnants of Fictive Wars V, 2004 © Cyprien Gaillard. Courtesy the artist and Sprüth Magers

THE PUBLIC MOMENT er den første udstilling i en række af PUBLIC ART SCREENINGS, hvor KØS præsenterer videoværker og dokumentationsfilm af nogle af de mest indflydelsesrige og innovative internationale offentlige kunstprojekter fra de seneste årtier. Denne kunsthistoriske rejse ind i den offentlige kunst via filmmediet begynder i starten af 00’erne med værker af tre af den internationale kunstscenes mest markante billedkunstnere og deres centrale bidrag til forståelsen af, hvordan kunsten kan henholdsvis gribe, iscenesætte og skabe væsentlige øjeblikke, der er med til at forme vores offentlige samtale.

Jeremy Deller: The Battle of Orgreave
Vi begynder en junidag i den lille engelske mineby Orgreave, hvor den sløve sommerdag brydes af råbene fra hundredvis af minearbejdere, der jages op ad en bakke og forfølges gennem landsbyen. Scenen fandt oprindeligt sted den 18. juni 1984 og er blevet synonym med de britiske kulminearbejderes strejke i 1984-85, som fandt sted over hele landet i protest mod regeringens planer om nedlukning af miner og den arbejdsløshed, som lukningerne ville medføre.

Som ung mand så den britiske billedkunstner Jeremy Deller sammenstødet på tv, og billedet af tusindvis af strejkende minearbejdere, der blev forfulgt af politiet, brændte sig fast i ham som en krigsscene snarere end en arbejdskonflikt. Han begyndte at drømme om at bringe denne begivenhed fra den nære fortid frem i lyset og genopføre den som ‘levende historie’ – som et performativt mindesmærke. I 1998 søgte og vandt han et open call fra Artangel, et anerkendt britisk bureau for kunst i offentlige rum, der invitererede kunstnere til at indsende ideer, der ikke kunne realiseres andre steder. Genopførelsen af ’slaget’ i Orgreave fandt stedt i juni 2001 og involverede næsten 1.000 deltagere med omkring 800 historiske ’re-enactment’ foreninger og 200 lokale borgere, inklusive tidligere minearbejdere og nogle få tidligere politifolk, der havde været del af den oprindelige konflikt.

Med genopførelsen ønskede Deller at finde ud af, præcis hvad der skete den dag, men fremfor alt at genoplive og belyse et væsentligt øjeblik i britisk historie, minearbejdernes strejke i 1984-85, der ifølge Deller har haft afgørende betydning for det britiske samfund: ”Det ville ikke være en overdrivelse at sige, at strejken, ligesom en borgerkrig, havde en traumatisk splittende effekt på alle niveauer af livet i Storbritannien”, har han udtalt.i

Ved at engagere forskellige sociale grupper og fællesskaber og sammen med dem gennemleve den traumatiske begivenhed, realiserede Deller et af kunst i offentlige rums store potentialer. For gennem det performative værk blev der skabt møder mellem mennesker og samtaler på tværs af

tid og samfundsforståelser. Et øjeblik, der har været med til at forme ikke bare historien, men også den offentlige samtale i det britiske samfund blev vakt til live som et levende mindesmærke. I filmen The Battle of Orgreave, der dokumenterer genopførelsen, siger Deller: ”Det handler ikke om at hele sår; det kommer til at kræve mere end et kunstprojekt at hele såret. Men det handler bestemt om at konfrontere noget; at se på det igen og diskutere det.”

Cyprien Gaillard: Real Remnants of Fictive Wars V
Også i den franske billedkunstner Cyprien Gaillards film Real Remnants of Fictive Wars V fra 2004 er det historiske øjeblik omdrejningspunktet. Hvor Jeremy Deller helt konkret ’battler’ med et virkeligt historisk øjeblik gennem genopførelsens fiktive element samt dokumentarfilmen går Gaillard mere poetisk og tænksomt til værks. I serien Real Remnants of Fictive Wars I-VI (Virkelige efterladenskaber fra fiktive krige), hvoraf vi her i udstillingen viser nr. 5 – ’dokumenterer’ Gaillard en helt anden type kampscene. Ved at pege på det potentielt fiktive element i enhver historieskrivning, bliver filmen en påmindelse om, at vores forståelse af et givent øjeblik altid er afhængig af øjet, der ser og tiden, historien skrives i. På den måde er der en klar tråd til Dellers The Battle of Orgreave, som også er blevet fremhævet for at pege på, hvordan enhver historieskrivning altid er afhængig af kontekst og afsenderforhold og derfor potentielt også altid står overfor at blive omskrevetii. Gaillards værk udgør i sammenligning en mere lavmælt brydekamp med det fiktive element i historieskrivningen og med den offentlige samtale, som historieskrivningen både indgår i og er medskaber af.

Real Remnants of Fictive Wars V har, som al Gaillards kunst, også et intenst mellemværende med kunsthistorien og dens kategoriseringer, som han udfordrer og undersøger ved at arbejde på tværs af tider og genrer og ved at forbinde flere steder og medier i sine værker og skabe hidtil usete forbindelser på tværs af kunsthistorien. Som en art filmisk maleri sender Real Remnants of Fictive Wars V tydelige visuelle hilsner til romantikkens landskabsmaleri, og Gaillard har da også ofte refereret til den franske 1700-tals landskabsmaler Hubert Robert, med hvem han deler en optagethed af ruiner og det pittoreske. Men frem for alt udspiller Gaillards kunst sig i en vedholdende kunstnerisk samtale med en af den offentlige kunsts helt store pionerer, den amerikanske land art kunstner Robert Smithson. I arven fra Smithson er Gaillard optaget af forfald, nedbrydning, uorden og uforudsigelighed, og i Real Remnants of Fictive Wars V – som Gaillard slet og ret betegner som et land art værk – sker det ved at invadere landskabet ved et forfaldent fransk slot med hvid røg. Røgen forsøger at omforme landskabet ved at udviske det. Ved at udøve vandalisme eller ligefrem vold mod landskabet, forsvinder det, men idet røgen gradvist absorberes og inkorporerer sig i omgivelserne, toner det endnu tydeligere frem, og opmærksomheden på dets skønhed forstærkes.

De krigslignende scener i The Battle of Orgreave får med Gaillards værk på denne måde modspil af et stille og langsomt, men samtidig meget intenst drama i Real Remnants of Fictive Wars V.

Alfredo Jaar: Skoghall Konsthall
Udstillingens tredje rum er dedikeret til dokumentarfilmen om den chilenske billedkunstner Alfredo Jaars skelsættende offentlige kunstprojekt Skoghall Konsthall fra 2000. Jaar har skabt mere end 70 offentlige kunstprojekter over hele verden, og grunden til, at netop projektet i den lille svenske by Skoghall har haft så stor betydning, er, at det stiller nogle væsentlige spørgsmål om kunstens samfundsmæssige rolle på spidsen.

Når byer og lokalsamfund igangsætter nye offentlige kunstprojekter, sker det nogle gange ud fra et ønske om at tilføre byen kulturel kapital, flytte den fra periferien til centrum af den nationale bevidsthed, afhjælpe en mangel på kulturelt liv og fungere som symbol for en progressiv by, der kan konkurrere med hovedstaden. Det var også tilfældet, da den lille svenske by Skoghall i 2000 inviterede den chilensk fødte, internationalt kendte kunstner Alfredo Jaar til at skabe et nyt værk til byen.

Da Alfredo Jaar besøgte byen første gang, bed han særligt mærke i to ting: manglen på kulturelle platforme i byen og det multinationale papir-manufaktur-selskab Stora Ensos rolle, som den største arbejdsgiver i Skoghall. Han satte sig derefter for, at hans projekt skulle finansieres af Stora Enso og ikke af byrådet, og det lykkedes ham at overbevise begge parter om projektet Skoghall Konsthall.

I september 2000 kunne borgmesteren derfor klippe båndet til en nybygget kunsthal – en enkel, men smuk konstruktion i papir. Lokalbefolkningen og besøgende strømmede til og indtog kunsthallen. Præcis 24 timer efter indvielsen, blev bygningen tømt for mennesker, brandvæsenet satte ild til bygningen, og strukturen blev brændt ned til grunden. Flammerne åd sig gennem papirvæggene med en overraskende fart for øjnene af publikum, og på kort tid var hele bygningen kollapset. Kunstneren fortæller om projektet, at han ”ønskede at tilbyde et glimt af, hvad samtidskunst kan være, og hvad det kan gøre i et lokalsamfund. Og så: ved at lade det forsvinde på en så spektakulær måde, håbede jeg at kunne afdække dens fravær”.

I forhandlingerne med byen om kunstprojektet blev det foreslået ikke at brænde, men blot afmontere kunsthallens konstruktion for at spare materialerne, men netop den spektakulære afbrænding var essentiel for Jaar, fordi han vidste, at den ville ræsonnere dybere og længere i byens kollektive bevidsthed – ligesom den ville få rækkevidde langt ud over byens grænser – netop de effekter, man ønskede at opnå ved at invitere den kendte kunstner ind i første omgang. Det, der tilsyneladende syntes destruktivt, pegede dermed på betydningen af det midlertidige i form af et enestående øjeblik, der samlede lokalsamfundet omkring sig og fik stillet spørgsmål til, hvad der var behov for i byen. Det pegede også på, at for at skabe kulturel kapital og ikke mindst fællesskab og samlingspunkter i byen, er det ikke nok blot at invitere en international stjernekunstner, som Afredo Jaar, hvis ikke det lokale engagement, den politiske vilje til investering i kulturen er til stede. Der blev med denne choktilstand og synliggørelse af fraværet af kulturliv i byen sat en bevægelse i gang, som et enkeltstående kunstværk som f.eks. en skulptur nok ikke havde kunnet afstedkomme.

Syv år efter den ceremonielle afbrænding blev Jaar inviteret tilbage til byen for at designe en permanent Skoghall Konsthall.