Sites, sounds and screens – new approaches to sites, locality and technology in public art
Det er med stor fornøjelse, at KØS præsenterer projektet Sites, sounds and screens – new approaches to sites, locality and technology in public art i samarbejde med kurator Christian Skovbjerg Jensen.
Hvad betyder det for kunst i offentlige rum, at vi i dag i højere grad kan se, høre og forbinde os med steder, vi før var helt afskåret fra? At vi i immersive oplevelser kan forsvinde ind i tætomsluttende parallelle universer eller flytte os til andre steder? Eller at vi kan forvrænge og manipulere vores oplevelse af virkelige steder og situationer i fx. AR eller VR?
Dette researchbaserede udstillingsprojekt undersøger hvordan nye teknologier har ændret vores måder at opleve og engagere os i steder og udforsker, hvordan vi kan genforhandle eksisterende stedsspecifikke tilgange indenfor kunst i offentlige rum gennem nye teknologier.
Sites, sounds and screens strækker sig over tre år og blev skudt i gang med et open call, og foldede sig derefter ud som et seminar og en videreudvikling af den svenske kunstnerduo Lundahl & Seitl og designstudiet Untold Gardens deltagerbaserede AR performance Unknown Cloud Forming i oktober 2021. I 2024 rundes Sites, sounds and screens desuden af med en opsamlende publikation, symposium og udstilling på KØS.
Seminaret havde titlen Sitespecific and participatory Augmented Reality og til at diskutere det emne, havde vi inviteret en række prominente forskere og kunstnere inden for feltet: Kurator og forsker Tanya Ravn Ag, kunstnerduoen Nomeda & Gediminas Urbonas, kunstnerduoen Gibson & Martelli (Ruth Gibson & Bruno Martelli) og kunstnerduoen Lundahl & Seitl (Christer Lundahl & Martina Seitl) og designstudiet Untold Garden.
Se video fra performancen her:
Projektets Open Call blev lavet i samarbejde med Inter Arts Center (IAC) i Malmö og har overskriften Public Immersion.
Når vi taler om det immersive har vi en tendens til at forestille os en auditiv eller visuel fordybelse i en verden, der udelukker netop de omgivelser, som kunst i offentlige rum handler om: mennesker og de rum og steder, der omgiver og forbinder os. Med koblingen af offentlige rum og det immersive opfordrer vi kunstnere, hvis praksis udfolder sig omkring offentlige rum, extended reality, world building og/eller immersive teknologier til at byde ind med nye modige projekter eller tilpasninger af eksisterende projekter.
Deadline for dette open call er overskredet og vinderen er kåret. Vinderen er Alona Rodeh med projektet ‘Night as other frontier or The Well-Being of The Nocturnal City’.
Sites, sounds and screens fortsætter de kommende år med flere samtaler og seminarer afholdt i blandt andet Sverige og Danmark ledsaget af lanceringen af en række nye og eksisterende offentlige kunstprojekter, der bl.a. udstilles på KØS i 2024.
Inter Arts Center (IAC) er en platform for kunstnerisk research og udvikling, og er en del af det kunstneriske fakultet på Lund Universitet. Det fungerer som et mødested og arbejdssted for forskere og kunstnere, der kommer fra forskellige fagligheder, discipliner og baggrunde, som alle bruger faciliteterne for en periode eller mere permanent. IAC tilbyder forskellige residencies i samarbejde med partner institutioner. Læs mere om IAC her.
Christian Skovbjerg Jensen er freelance kurator og direktør for Inter Arts Center. Han har organiseret og kurateret en bred vifte af offentlige kunstprojekter, så som Sid Ned! (2006) og TUMULT (2010). Efterfølgende har han været en af kuratorerne på 6th Momentum Biennial (2011) og I 2020 kuraterede han anden udgave af Struer Track.
Projektet Sites, sounds and screens er et samarbejde mellem KØS og en bred vifte af internationale partnere. Projektet er kurateret af IAC direktør Christian Skovbjerg Jensen i samarbejde med KØS direktør Ulrikke Neergaard.
Projektet er skabt i samarbejde med Inter Arts Center og er støttet af:
Det Obelske Familiefond støttede KØS’ kuratoriske program 2019-2021
Foto: Unknown Cloud Forming, Lundahl & Seitl og Untold Gardens
Foto taget af Sarlongkiri Ingti (Lee Eh Kiri)