Fullscreen_img_4312
KØS

Hele Danmarks
museum for kunst
i det offentlige rum

Tilmeld dig nyhedsbrevet


/

KØS
Nørregade 29
4600 Køge
56 67 60 20
info@koes.dk

Tirsdag–Søndag 11-17
Mandag lukket
40 min fra
København H

KØS og Udstillingsstedet Sydhavn Station bytter udstillingsrum

Oliver_Ressler__There_are_no_Syrian_refugees_in_Turkey__film__2016__courtesy_the_artist_and_The_Gallery_Apart__Rome.jpg

Udstillingsprojektet TRANSIT, der sætter fokus på forskellige typer af rejsende, er et projekt i fortsat udvikling, der løbende tilføres nye platforme. TRANSIT præsenterer nu et nyt samarbejde med det kunstnerdrevne udstillingssted Udstillingsstedet Sydhavn Station (USS). Fra den 19. oktober inviteres KØS indenfor i udstillingslokalerne på Sydhavn Station og præsenterer en soloudstilling af den østrigske kunstner Oliver Ressler. Den 30. november rykker Udstillingsstedet Sydhavn Station ud af de vante udstillingslokaler og ind på KØS’ forplads med værker af de 12 danske kunstnere bag USS.

Sydhavn Station både inde og ude
Fra 19. oktober indtager Oliver Ressler (f. 1970) stationsbygningen i Sydhavn både indenfor og udenfor med soloudstillingen ”Shifting the Center of Things”. I USS’s lokaler udstilles videoværket There are no Syrian refugees in Turkey fra 2016. Her hører vi en række syriske flygtninges fortællinger om, hvordan de aktivt har valgt at tage midlertidigt ophold i Tyrkiet frem for at søge vejen mod Europa, og om hvordan de nu forsøger at finde en hverdag i nabolandet som ”gæster”, indtil de en dag forhåbentlig kan vende hjem til Syrien. Værket vises i originalversionen på arabisk med engelske undertekster, og KØS’ formidlingsguides vil være tilstede for dialog på USS i åbningstiden. På et billboard på stationen kan rejsende opleve værket Stranded fra 2015, mens Too Big to Fail fra 2011 kan ses på en plakatfrise på stationen.
Oliver Ressler arbejder med film, installationer og projekter i offentlige rum og kredser om emner som økonomi, demokrati, global opvarmning, og som med denne udstilling migrant- og flygtningeproblematikker.
Udstillingen åbner fredag 19. oktober kl. 17 på USS.

12 værker reflekterer over transittilstande
Fra den 30. november vil rejsende og forbipasserende kunne opleve udstillingen Overgang med 12 kunstværker af Malou da Cunha Bang, Louise Bonde-Hansen, Sonja Lillebæk Christensen, Anders Christian Eriksen, Julie Falk, Nour Fog, Mads Juel, Anne Skole Overgaard, Camilla Rasborg, Veronica Rigét, Tine Adler (inviteret af USS medlem Emilia Rosenkrantz) og Helene Vestergaard. De 12 kunstnere deltager med hver deres 2 × 2 meter store banner med deres individuelle fortolkninger af, hvad transit kan betyde. Det kan være i form af en fysisk oplevelse eller en indre tilstand, en overgang fra et sted til et andet, et flygtigt møde eller noget der krydser ens vej.

Den formmæssige fællesnævner for de 12 værker er en konstruktion bestående af en vejspærrer i beton og et banner. En konstruktion, som ofte ses i offentlige rum, som en midlertidig foranstaltning, der vil blive fjernet, når de forandringer i omgivelserne, som konstruktionen informerer os om eller leder os uden om, er ovre. Ved at gøre brug af denne æstetik i USS’ værkkonstruktioner, fornemmes både en advarsel og formaning om, hvordan vi skal forholde os til de rum, vi bevæger os i. Hold øje med sted og åbningsdato for Overgang, som vil blive annonceret på www.itransit.dk, www.sydhavnstation.info og KØS’ Facebook-side.

OM USS
Udstillingsstedet Sydhavn Station blev startet i 2012 af 10 kunstnere. I dag består det af de 12 medlemmer Malou da Cunha Bang, Louise Bonde-Hansen, Sonja Lillebæk Christensen, Anders Christian Eriksen, Julie Falk, Nour Fog, Mads Juel, Anne Skole Overgaard, Camilla Rasborg, Veronica Rigét, Emilia Rosenkrantz og Helene Vestergaard. Flere af medlemmerne er uddannet fra akademier rundt om i Europa og Danmark, og de bor og arbejder i dag i København i Danmark.
De 12 kunstnere, som er tilknyttet USS, driver stedet ud fra en andelstilgang snarere end som et kollektiv. Hver måned overtager kunstnerne skiftevis udstillingslokalerne på stationen og viser samtidskunst på et offentligt transitsted, hvor der ellers ikke ville være kunst. Denne tankegang har de overført til deres bidrag produceret specifikt til TRANSIT.

Om TRANSIT
TRANSIT omhandler transittilstande. Og som noget helt særligt er flere af kunstprojekterne blevet til i transit, mens andre vil kunne opleves i transit. Derfor udfolder udstillingsprojektet sig også på flere platforme. På Københavns Hovedbanegård, Køge Station og S-togenes linje E kan rejsende opleve kunsten, mens de selv er på farten ligesom, at KØS’ undervisning er rykket ud på perronen og ind i togkupéer. På museet kan publikum fordybe sig i en stor international udstilling med værker af danske og udenlandske kunstnere, der alle zoomer ind på personlige fortællinger om at befinde sig i transit. TRANSIT rummer også et debat- og avissamarbejde med Dagbladet Information, en publikation og et digitalt site www.itransit.dk med undervisningsmateriale, information om kunstprojekterne og indblik i processerne bag.

Forsknings- og udstillingsprojektet er realiseret med primær støtte fra: Nordea-fonden

Desuden er projektet støttet af: Knud Højgaards Fond, Køge Kyst og Statens Kunstfond.
TRANSIT tager afsæt i et postdoc-forskningsprojekt finansieret af Ny Carlsbergfondet.