Fremtidsvisioner – på museum med alle sanser
Kom med når vi lytter, dufter, bruger vores kroppe og føler os frem gennem udstillingen Realistic Utopias under temaer som krig og identitet
I udstillingen Realistic Utopias sætter kunstnerne fokus på nogle af de temaer, der er vigtige at huske, når vi skaber fremtidens offentlige rum og samfund. Værkerne hænger ikke tavse og ubevægelige på væggen, men inviterer til oplevelse med hele kroppen og alle sanser.
I undervisningsforløbet lytter, dufter, bruger vi vores kroppe og føler os frem gennem udstillingen. Vi finder vores egen vej ind i kunstens temaer med udgangspunkt i lige det, værkerne vækker i hver enkelt elev. Gennem dialog og øvelser sætter vi ord på vores individuelle og fælles oplevelser og undersøger, hvordan vi bruger sanserne til at forstå alt det, der er omkring os.
Sammen vil vi besøge uspecificerede steder i en drømmende fremtidsverden. Man kan sige, vi træder ind i kunstnernes hoveder, hvor ideer tager form, men ikke er tænkt færdige endnu. Det er vores opgave at fylde rummene ud med elevernes tanker om fremtidens samfund under temaer som krig, fortællinger om fortiden og identitet. Vi bruger de sanselige erfaringer til at åbne op for nye forståelser af udstillingens temaer.
Bjørn Nørgaards gobelinkartoner
Gobelinerne er midlertidigt taget ned, og forløbene i udstillingen tilbydes derfor ikke på nuværende tidspunkt.
Krusedullen
Hvad er en skitse, og hvordan arbejder man selv med skitser? I Krusedullen er fokus ikke på det færdige produkt, men i stedet på vejen derhen. Forløbet giver eleverne mulighed for at fordybe sig i tegneeksperimenter, arbejde med personlige, æstetiske udtryk og deres egen streg.
Målgruppe: 4. – 6. klasse
Fag: Billedkunst
Pris: 1 times undervisning er gratis / 2,5 timers undervisning med værkstedsforløb koster 600 kr.
Der var en, der var to, der var tre Kong Christian
Kom med på opdagelse i Bjørn Nørgaards kæmpe gobelinkartoner, der fortæller 1000 års danmarkshistorie i billeder, og kom helt tæt på de danske konger; deres magtbegær, kærlighedsaffærer, tanker og følelser. Det er alternativ historieundervisning, hvor fokus ligger på fortælling, meddigtning og historiebrug.
I værkstedet anvender vi iPads og en tegneserie-app, når eleverne selv bliver historiefortællere.
Målgruppe: 4. – 6. klasse
Fag: Historie og Billedkunst
Pris: 1 times undervisning er gratis / 2,5 timers undervisning med værksted koster 600 kr.
Foto: Nicolai Kofod Larsen